Hollywood Kan Nu Udødeliggøre Hvem Som Helst

Tilbage i middelalderen var folk på jagt efter De Vises Sten. Målet var evigt liv: en magisk eliksir der ville gøre én udødelig. Jeg tror altid mennesket har frygtet døden, og har drømt om en udvej. Det er svært for os mennesker at drømme, uden at sætte handling bag – så vi arbejdede også hårdt på, at gøre drømmen til virkelighed. Der gik selvfølgeligt rygter om, at den ene eller den anden havde knækket koden. Men hvis det nogensinde lykkedes nogen af disse alkymister, at finde De Vises Sten og det evige liv, så er den viden gået tabt siden.

Men i dag kan Hollywood gøre hvem som helst udødelig. I hvert fald hvis den hvem-som-helst har nok video materiale liggende af sig selv. Det er nemlig sket et par gange nu, at Hollywood har bragt døde skuespillere eller musikere tilbage til ”livet”. Nogle gange er der tale om en skuespiller der desværre dør under optagelserne til en film. Her formår man, ved hjælp af stand-in og CGI, at færdiggøre produktionen af filmen, selvom en af de primære skuespillere er død. Når man ser filmen, er det ikke noget man opdager overhovedet. Personen ”lever” altså videre i den sidste del af filmen, selvom de fysisk døde før de optagelser overhovedet blev lavet.

Men endnu vildere er det, når man laver en film, hvor skuespilleren for længst er død og borte. Her er det ikke bare en nødløsning fordi der pludseligt er sket noget tragisk. Nej, det er en velovervejet beslutning om, at bringe nogle tilbage til livet og filmlærredet. Det er ikke bare teori – Hollywood har allerede gjort det, og det er helt sikkert noget der vil ske igen!

Og vi har også set det med musikere. Med nye teknologier som 3D laser-shows og Virtual Reality er det kun et spørgsmål om tid, før vi også kan interagere med disse genopståede stjerrner.

Men stjernerne er kun det første skridt. Det er stadig en dyr proces, og derfor bliver den kun brugt på de rige og de kendte. Men som med alt andet indenfor teknologien, så vil den blive billigere og mere tilgængelig med tiden. Så hvem ved – måske du taler med firmaets bedste sælger de sidste 100 år i træk, når du en gang i år 2220 forsøger at forhandle leasing af varebiler. Den slags talent er nemlig også fristende at bevare – også selvom den fysiske krop er erstattet med avancerede lasere, og hjernen med en kunstig intelligens. På sigt vil stort set alt kunne blive bevaret og genoplivet på den måde, inklusive savnede kæledyr.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer for, om denne udvikling er god eller ej. Jeg er lidt nervøs over, at det er Hollywood der sidder på De Vises Sten, men det er trods alt dem der har haft mest at vinde ved at knække koden.