Betragt Politikerne Som Gode Venner der Søger Råd

Jeg har gjort mig mange tanker om, hvad der er fundamentet for et stærkt demokratisk samfund. Et af de steder jeg føler jeg har fundet mest brugbar information omkring denne problemstilling, er i små stammesamfund. Det er nemlig disse små stammer, der er mest naturlige for os mennesker at leve i. Vi har formået at tilpasse os de kæmpe samfund som vi har i dag, og i lande som Danmark formår vi endda at trives ganske god. Men hvis man spørger folk hvor “retfærdige” de føler systemet er, så halter vi stadig bagefter de små stammesamfund der stadig eksisterer rundt omkring i verden.

Helt generelt er de små samfund nemlig mere glade, og føler en stærkere tilknytning til deres samfund. Det er langt imellem folk der laver kriminalitet i et lille stammesamfund, fordi det på et eller andet plan ikke giver nogen mening. Man føler sig så knyttet til den stamme man er en del af, at det ville være som at skade sig selv – der er intet vundet ved at gøre det. Samtidig føler alle, at de har noget at skulle have sagt, fordi de nemt kan se effekten af deres bidrag eller spørgsmål.

Det er noget af det, vi mangler i det moderne danske demokrati. Mange føler ikke længere, at deres stemme reelt tæller. De er blot én ud af flere millioner stemmer der bliver lagt i stemmeboksen, og så drukner vores betydning jo ligesom. Samtidig er det som om problemerne der stemmes om er så fjerne fra vores egen virkelighed, at vi ikke rigtigt ved hvad vi skal gøre med vores “magt”. Mange har helt opgivet at følge med i politik, og ser det i stedet som bare endnu en “ting” der foregår, og som de ikke behøver tage stilling til.

Jeg har dog fundet et lille mentalt trick, som har løst problemet for mig selv, min familie og de venner jeg har delt det med. Tricket er, at holde op med at se politikere som de her fjerne væsener inde i fjernsynet. Prøv i stedet at tænke på dem som gode venner. De er en del af din indre gruppe: folk der lever i dit samfund, og som har brug for din hjælp.

Når der skal stemmes om noget, så er det reelt bare dine politiker-venner der spørger dig og de andre i stammen til råds om en problemstilling. Måske spørger de om der skal laves nye regler omkring energimærkning af danske boliger. Det lyder fjernt og ligegyldigt, når det præsenteres på den typiske politiske vis. Men hvad hvis du forestillede dig, at du havde en ven, der egenhændigt havde muligheden for at tage den beslutning. Denne ven var i tvivl om, hvad han skulle gøre, og han spurgte dig om hjælp. Hvad ville du fortælle din ven? Hvordan ville du hjælpe ham med at træffe beslutningen? Det er sådan, du bør placere din stemme.